Pressemeddelelse
Vejle, 24. november 2011
Iskold indsats tog Line Jørgensens skade i opløbet
Flere end 2000 tilskuere i Odense Idrætshal holdt vejret, da den stærke bagspiller Line Jørgensen vred om på foden få minutter inde i håndboldlandsholdets opgør mod Holland onsdag aften.
FC Midtjylland-spilleren blev båret ud af banen, og alle frygtede, at Jan Pytlick måtte undvære endnu en profil ved VM i Brasilien, der starter om blot en halv snes dage.
Men heldigvis var der kompetent hjælp og professionelt udstyr på plads ved sidelinjen, så skaden så at sige blev taget i opløbet. En ”ismaskine” fra SportsPharma – landsholdets leverandør af sportsplejemidler – var med til at klare situationen:
- Line fik straks 25 minutters behandling med Game Ready, som er en maskine, der både giver justerbar kulde og kompression – altså tryk/pres – på det ramte område, forklarer Allan Poulsen, mangeårigt medlem af ”sundhedsstaben” omkring kvinde-landsholdet.
Efter endnu en behandling med maskinen, kunne Allan Poulsen konstatere, at den lynhurtige indsats havde båret frugt: Trods forstuvningen var der ikke nået at komme hævelser og blødning ved Line Jørgensens ankel.
Ikke overraskende står Line Jørgensen over i aftenens opgør mod Holland i Kjellerup, men hun skulle være fit for fight, når det går løs i Brasilien den 3. december.
- Der er ingen tvivl om, at den hurtige indsats og Game Ready har gjort en forskel i forhold til, hvor hurtigt Line blev klar igen. Med en almindelig ispose ”skubber” man blot hævelser og blødning, mens man her har forbinding om hele området, så blødningen ikke kommer ud i vævet. Det er den perfekte førstehjælp, understreger Allan Poulsen.
|